Dansk mediekoncern vil købe netbutikker for et milliardbeløb
Den fondsejede mediekoncern Egmont er gået på opkøbsjagt og er klar til at bruge over 1 mia. kr. på at købe danske og skandinaviske webshops. Det skriver Børsen.
Det er koncernens datterselskab Egmont Publishing, som vil ud og investere stort.
- Vi kigger primært efter selskaber i Norden, som kan blive nummer ét inden for deres niche, og hvis de skal blive så store, skal de omsætte i milliardklassen. Så det er selskaber, det principielt kan koste et milliardbeløb at købe, siger adm. direktør Torsten Bjerre Rasmussen til Børsen.
Egmont Publishing er en del af mediekoncernen Egmont, som udover en række kendte magasiner har skudt penge i en række onlineforretninger, heriblandt skønhedsproduktfirmaet Nicehair og Jollyroom, som sælger børneprodukter.
Nu skal der flere butikker i porteføljen i forsøget på at stå stærkere, når netgiganten Amazon indtager det danske marked.